Silkevejens lande

Jan Tvernø

Jan Tvernø – jantvernoe.dk

Mit navn er Jan Tvernø – Som grundlægger og indehaver af Silkevejsrejser vil jeg gerne have lov til at præsentere mig selv og min baggrund for dig og give dig et indblik i min særlige passion for at opleve verden. En passion som jeg ønsker at dele med dig.

Jeg er født i 1970 og har fra barnsben været meget interesseret i den store vide verden. Der var ingen andre familiemedlemmer, der delte min interesse, og der var ingen opdagelsesrejsende onkler på stamtræet, så jeg måtte udforske verden på en anden måde.

Allerede som niårig i 1980 sad jeg klinet til fjernsynet under de olympiske vinterlege i Lake Placid og elskede at se de forskellige flag stryge til tops. Godt bakket op af Gyldendals Leksikon, det lokale bibliotek og min fars tålmodige forklaringer til mine mange spørgsmål, fik jeg op gennem firserne hurtigt en nogenlunde forståelse for, hvordan verden hang sammen.

Verden åbenbarer sig

I 1987 stævnede jeg for første gang alene ud i den store verden på min Raleigh cykel med tre Torpedogear læsset med telt, sovepose og reservedele. Turen gik til Sverige og Norge i to uger, og en spændende verden åbenbarede sig for mig.

Fremmed valuta, fremmede sprog, lange distancer, imødekommende mennesker, spændende landskaber og meget mere. Min hjerne arbejdede med det samme på fast forward for at planlægge endnu længere og endnu vildere cykelture.

Dette kulminerede i 1991 hvor jeg, sammen med min gode ven Kim, cyklede til Nordkapp og retur. 5.000 km. på en måned med fuld oppakning og teltovernatning hver nat. Udlængslens frø var for længst sået, og nu spirede det for fuld kraft.

Det var tanken, at jeg skulle læse jura efter studentereksamen og et selvvalgt sabbatår, men samtidig var jeg blevet overtalt til at køre cykelløb for den lokale cykelklub. Jeg vandt mit allerførste cykelløb, og der røg det jurastudie gudskelov. I stedet for at stikke næsen i Karnovs Lovsamling kørte jeg med stor fornøjelse cykelløb indtil 2008. Cykelsporten bragte mig rundt omkring i Europa, primært Italien og Spanien.

I 1993 tog jeg en kontoruddannelse, som siden er suppleret med en merkonom med speciale i innovation og øvrig relevant uddannelse inden for organisation, administration og kvalitet.

I 1999 rejste jeg rundt i Vietnam i fire uger, og i 2004 tog jeg til Sri Lanka i fire uger – mine to første store oversøiske rejser. Jeg var grebet af rejsefeber og fremmede kulturer, men mit fokus på cykelløb var større.

Jan Tvernø går ind i rejsebranchen

Der skulle gå yderligere 3 år efter hjemkomsten fra Sri Lanka, før end tingene for alvor ændrede sig. I 2007 rejste jeg til Peru på det sydamerikanske kontinent i fem uger, og det var her Silkevejsrejsers søsterselskab Happy Lama Travel blev lagt i støbeskeen. Siden da har mit liv ændret sig markant, og jeg er så priviligeret at have set og oplevet mere af verden end mange mennesker opnår i løbet af et helt liv.

Efter at have indstillet min aktive cykelkarriere, kastede jeg mig over bjergbestigning som min nye fysiske udfordring, og i 2011 besteg jeg for første gang et gletcherklædt bjerg – Pisco (5.752 moh.) i Cordillera Blanca, Peru. I 2013 besteg jeg Perus og Det Tropiske Bæltes højeste bjerg, Huascaran (6.768 moh.) Jeg planlægger en snarlig ekspedition til Sydamerikas højeste bjerg Aconcagua (6.959 moh.) i Argentina og Peak Lenin (7.132 moh.) på grænsen mellem Kirgisistan og Tadsjikistan som de foreløbige højdepunkter.

På mine rejser har jeg altid stræbt efter at opleve det ekstraordinære og altid opsøgt det højeste bjerg, den vildeste vej, den fjernest belligende landsby, det højeste bjergpas osv. Jeg er typen som uvilkårligt drejer til højre fra hovedvejen, hvis sidevejen fortaber sig i horisontens intethed. Denne passion for det bemærkelsesværdige og ekstraordinære rejsemål er en meget stor del af min filosofi, og det er grundstenen i de oplevelser, som Silkevejsrejser og Happy Lama Travel tilbyder dig.

Flere firmaer og foredragsvirksomhed

I 2012 etablerede jeg Happy Lama Fairtrade som søsterselskab til Happy Lama Travel. Samme år begyndte Silkevejsrejser at tage form fra ide til realitet, og jeg arbejder konstant på at udvikle nye spændende ideer.

De seneste par år er jeg i stigende grad blevet efterspurgt til at afholde foredrag om mine mange spændende rejser og entrepreneurship.

Hvis dit firma, din klub eller din organisation ønsker at bruge et par timer i selskab med en engageret taler og høre underholdende og inspirerende historier og anekdoter fra alverdens landeveje og bjergtoppe kan du kontakte mig via min foredragshjemmeside – jantvernoe.dk

Jeg ved af erfaring at netværk virker, og derfor er alle velkommen på min Facebookprofil. Søg blot efter Jan Tvernoe og send en venneanmodning.

Jeg er også altid interesseret i at høre om det, hvis du har en god forretningside – Send mig en mail. rejser@silkevejen.dk

God rejselyst
Jan Tvernø

Foredrag – jantvernoe.dk
Indehaver af Silkevejsrejser ApS.
Indehaver af Happy Lama Travel ApS.
Indehaver af Happy Lama Fairtrade ApS.

Nyhedsbrev