Issyk-Kul i Kirgisistan
Issyk-Kul i Kirgisistan
I 1606 meters højde over havoverfladen ligger Issyk-Kul, der er den anden højest beliggende farbare sø i verden, kun overgået af Titicacasøen i Peru og Bolivia.
Issyk-Kul – En varm sø
Issyk-Kul ligger i den nordlige del af Kirgisistan og er den tredje største sø i Centralasien, kun overgået af Balkash søen i Kasakhstan og Aralsøen i Usbekistan og Kasakhstan, der bliver mindre og mindre. Mere end hundrede floder løber ud i den aflange sø. Issyk-Kul betyder ”varm sø”. Navnet kommer af, at søen holder beboerne omkring søen varme om vinteren, da den aldrig fryser til is. Hvorfor søen holder klimaet varmere i vintermånederne, er der ingen der ved, de lokale er blot glade for varmen den giver og mener vandet varmes op af jordens indre.
Oversvømmede byer
Der er mange gamle legender om hvordan søen blev til. Ifølge en af dem, lå der oprindeligt en by hvor søen er nu. En dag drog nogle unge piger ud for at samle brænde. Imens de var væk, kom der et kæmpe jordskælv, der oversvømmede byen og druknede alle, der boede der. Pigerne kom hjem og så deres by var blevet oversvømmet. Tabet af deres venner og familie berørte dem så meget, at de kom tilbage hver dag og græd ved søen. Saltet i deres tårer har gjort søen mere saltholdig end normalt, hvilket gør den ikke fryser til om vinteren.
I alt skulle fire byer ifølge legender være blevet oversvømmet af Issyk-Kul. Én af dem er i hvert fald, da man har fundet en sunken by nær Sary-Bulan og byen Tyup i den østlige ende af søen. Byen hed Chigu og var hovedstad i det ældgamle Usun der fandtes i det 2. århundrede f.Kr.
Tusind år gamle petroglyffer
Cholpon-Ata er en by på den nordlige bred af Issyk-Kul. I højsæsonen i sommermånederne er her en del turister bl.a. russere fra Kasakhstan. Man kan bade i søen og her er en del hoteller og restauranter.
For de mere historieinteresserede kan man se det lokale museum og ikke langt fra byen flotte petroglyffer. Petroglyfferne er mønstre og figurer hugget i sten, der ligger tilfældigt spredt ud over et større område. Petroglyfferne i Cholpon-Ata er hugget ud i perioden mellem 1500 f.Kr. til det 1. århundrede e.Kr. De største af petroglyfferne er tre meter, og de fleste vender mod sydvest eller sydøst, hvilket vidner om en form for tilbedelse af solen. Mange af petroglyfferne ligner ibex geden og hjorte med gevir.
Vandring og ridning i den frodige Karkara dal
Tæt på Issyk-Kyl ligger Karkara dalen, der er en lang og frodig dal, der går helt ind i Kasakhstan. Grænsen mellem Kirgisistan og Kasakhstan er ikke klart defineret, og yurts fra begge lande strækker sig udover den lange dal indimellem hinanden. Karkara betyder sort trane, og kommer af at der to gange om året kommer trane flokke, en gang i juni og en gang i september.
Landsbyen Ken-Suu ligger halvvejs igennem den kirgisiske del af dalen. Her er det muligt at se gravhøje fra 300 f.Kr. til 300 e.Kr. Herfra er der også gode muligheder for trekking og for at ride på heste.
Vandfald i Barskoon
På den sydlige bred af Issyk-Kul ligger byen Barskoon, der ligger i bunden af Barskoon dalen. Dalen har været en del af Silkevejen og har et imponerende vandfald. I Barskoon er det muligt høre om yurts, se hvordan de er bygget og endda købe en. Udover Barskoon dalen kan der vandres videre til nogle af de omkringliggende dale bl.a. Burkan dalen og Kerege-Tash dalen.
Charmerende Tamga
Nær Barskoon ligger den lille landsby Tamga. Byen er et stille, fredfyldt og charmerende sted med et sanatorium, frodige frugtplantager med ferskner hængende i sommermånederne og gader med traditionelle, russiske træhuse.
Tamga betyder sæl eller brev på kirgisisk, og har navnet fra en stor tibetansk og buddhistisk yurtformet sten, Tamga Tash, der ligger tæt på byen. I stenen er udhugget ”Om Mani Padme Hum” der betyder ”O Avalokiteshvara, vær venlig at skænke oplysningens dyrebare juvel for at frigøre alle levende væsener”, der er et sanskrit mantra.
Slotte af røde sandsten
Vejen mellem Tamga og Kaji-Say har et af de smukkeste scenerier langs den sydlige bred af Issyk-Kul. De tørre, bare bjerge når næsten helt ud til søen. Langs vejen ligger landsbyen Tosor, hvor Skazka dalen starter. Dalen er imponerende med røde sandsten, som vejr og vind gennem tiden har fået til at ligne slotte og mennesker.
Læs mere om de mange store oplevelser der venter på dig i Kirgisistan – Du vælger selv hvilke: Arslanbob, Bishkek, Jalal-Abad, Karakol, Kazarman, Naryn, Osh, Sary-Chelek, Tien Shan bjergene
Silkevejsrejsers individuelle rejseforslag i Kirgisistan – Rejser i Kirgisistan kombineres let med Usbekistan, Tadsjikistan, Kasakhstan, Afghanistan og Kina.
Skriv gerne hvis du ønsker mere information om rejser til Issyk-Kul i Kirgisistan