

Tien Shan Bjergene i Kirgisistan
Tien Shan Bjergene i Kirgisistan
Tien Shan bjergene ligger både i Kina, Kasakhstan og Kirgisistan og betyder ”himmelske bjerge” på kinesisk.
Blodbjerget
Kirgisistans højeste bjerg ligger også i denne bjergkæde, Pik Pobedy, der er 7439 meter højt. Bjerget ligger på den kinesiske og kirgisiske grænse. På grænsen mellem Kirgisistan og Kasakhstan kan i stedet ses bjerget Khan Tengri, der er et perfekt pyramideformet bjerg. De lokale kalder bjerget Kan-Too, Blodbjerget, på grund af den rosenrøde farve bjerget får i solnedgangen.
Mellem de to bjerge ligger verdens fjerde største gletsjer, Inylchek. Det er muligt at trekke i disse vilde bjerge, men det kræver god fysik og erfaring med bjergklatring at nå til tops.
Handelsrute mellem bjergene
Torugart er det pas man skal igennem, hvis man vil fra Kirgisistan til Kina. Passet har tidligere fungeret som handelsrute mellem Kina og Sovjetunionen. I dag er der stadig handel gennem passet, bl.a. billigt fremstillede varer fra Kina til Kirgisistan, og kirgisiske lastbiler fyldt med skrotmetal på vej mod Kina.
Med helikopter til offpister
I Tien Shan bjergene er det muligt at stå på ski i det smukke landskab. Her kan du nyde den klare luft og køre på offpist ned af de snedækkede bjerge. Foretrækker man at se sneen mere på afstand, kan man også flyve med helikopter indover bjergene og se det smukke sceneri fra en helt ny vinkel. Det er også muligt at kombinere de to, flyve med helikopter ud til de steder hvor man kan stå på ski. Mange skiområder er ikke traditionelle skisportssteder, og derfor kræver det en helikopter at komme derud, men samtidig kommer du også til at stå på ski i nogle uberørte og meget smukke områder.
Caravansarai i Tash Rabat langs Silkevejen
Tash Rabat er formentligt Kirgisistans mest interessante monument, endda et af de mest interessant i hele Centralasien. Tash Rabat er et monument tilbage fra Silkevejens storhedstid og ligger skjult i en dal tæt på den kinesiske grænse i Tien Shan bjergene.
Den runde caravanserai gav ly og læ til handelsrejsende i 1500-tallet og står midt i en grøn dal. Den er bygget af sten, og er med tiden sunket lidt ned i jorden. Indgangen fører ind i en hal, hvoromkring der ligger små tredive værelser, der blev brugt som soveværelser, fængselsceller, opbevaring og bederum. En kuppel står bagved den store indgang, stadig med få rester af maling.
Læs mere om de mange store oplevelser der venter på dig i Kirgisistan – Du vælger selv hvilke: Arslanbob, Bishkek, Issyk-Kul, Jalal-Abad, Karakol, Kazarman, Naryn, Osh, Sary-Chelek
Silkevejsrejsers individuelle rejseforslag i Kirgisistan – Rejser i Kirgisistan kombineres let med Usbekistan, Tadsjikistan, Kasakhstan, Afghanistan og Kina.
Skriv gerne hvis du ønsker mere information om rejser til Tien Shan Bjergene i Kirgisistan