Wakhan Valley i Tadsjikistan

Wakhan Valley i Tadsjikistan

Wakhan Valley, også kaldet Wakhan Corridor, er en ødemark med en betagende smuk natur, men samtidig er det også et af de fattigste steder i Tadsjikistan. Wakhan Corridor er et område delt mellem Tadsjikistan og Afghanistan, med floden Oxus som grænsen mellem de to lande.

Dalen ligger mellem Pamir bjergene på den tadsjikiske side, og Hindu Kush på den afghanske. I den østlige ende af Wakhan Valley, kaldet Pamir Knot, mødes Pamir bjergene, Hindu Kush og Karakoram bjergene. I dalen mødes landene Afghanistan, Kina, Pakistan og Tadsjikistan.

Handelsrute langs Silkevejen

Wakhan Corridor har oprindeligt været en handelsrute mellem Badakhshan og Yarkand (i det der i dag er Xinjiang i det vestlige Kina). Marco Polo omtalte Wakhan Valley med beskrivelser af de høje bjerge og Oxus floden samt ikke at forglemme de får, der græsser i området. Det er deraf, de har fået tilnavnet Marco Polo får.

Vandring og petroglyffer

Langar er en lille by langs Oxus floden. Fra byen er det muligt at tage på trekking, kun en times vandring fra byen kan ses mere end 6000 petroglyffer.  Formentligt stammer nogle af dem helt tilbage fra stenalderen, senere er der kommet islamiske symboler og kalligrafi.

Nær Langar er Shoh Kambari Oftab begravet, kaldet ”Master of the sun”, da han er set som den, der bragte Ismaili Islam til byen og dermed oplyste folket. Tilnavnet ”Master of the sun” kan dog også have en forbindelse til preislamisk religion, hvor ild- og solguder blev tilbedt i dalen.

Fire kilometer fra Langar ligger Abrashim Qala, Silkefortet af Zong, bygget til at beskytte Silkevejen mod afghanske og kinesiske invaderende. Fortet tilbyder en af de smukkeste udsigter i dalen.

Ishkashim – En by i to lande

Ishkashim er en by i to lande! Den ene del i Tadsjikistan, den anden del i Afghanistan. Der er en bro over Oxus floden der forbinder de to byhalvdele. Den Tadsjikiske del er den rigeste, da man efter mørkest frembrud kun ser enkelte lys på den afghanske side af byen. Ishkashim ligger i starten af Wakhan valley, smukt omringet af Pamir bjergene og Hindu Kush. Hver lørdag er der et marked på en ø i midten af floden, og er det eneste tidspunkt byerne mødes. Her kan købes lokale madvarer og håndværk.

Wakhan Valley som bufferzone

I 1800-tallet var der kold luft mellem Rusland og England. Englands koloni Indien var pludselig kommet tættere på russisk territorium i Centralasien, da det russiske rige strakte sig udover det der i dag er Tadsjikistan. Det trak op til krig, men i 1873 og 1893 endte det med at russerne, englænderne og afghanerne blev enige om, at Wakhan Corridor skulle være skillepunktet, den ene halvdel en del af Rusland, den anden halvdel en del af Afghanistan, således at Rusland og Indien ikke ville grænse op til hinanden.

Durand-linjen længere syd blev grænsen mellem Afghanistan og Indien. Grænserne er de samme i dag, om end Rusland i dette område blev til Tadsjikistan og Indien blev selvstændigt.


Læs mere om de mange store oplevelser der venter på dig i Tadsjikistan – Du vælger selv hvilke: Dushanbe, Fan Mountains, Gorno-Badakhshan, Khojand, Kurgonteppa, Pamir Highway

Silkevejsrejsers individuelle rejseforslag i Tadsjikistan – Rejser i Tadsjikistan kombineres let med Usbekistan, Kirgisistan, TurkmenistanKasakhstan, Afghanistan og Kina.

Skriv gerne hvis du ønsker mere information om rejser til Wakhan Valley i Tadsjikistan

Nyhedsbrev