Rundrejser i Turkmenistan
Rundrejser i Turkmenistan
Langs den nordlige del af Silkevejen finder du det afsides Turkmenistan. Landet har en rig historie der går flere tusinde år tilbage. Landet er domineret af ørken, der engang var hjemsted for vilde stammer kendt for deres slavehandel.
Det orientalske møder det moderne
I dag er landet fuld af kontraster, fra de moderne bygninger i Ashgabat til de afsidesliggende grupper af nomader der lever i telte mellem sandbakkerne. Mange af Turkmenistans store byer har ændret sig og minder mere om store europæiske byer. På trods af det er landet stadig meget orientalsk, hvilket bl.a. kan ses i arkitekturen, dekorationer af bygninger, utallige moskeer og ældgamle monumenter.
Fra underjordiske hulebyer til storslåede middelalderforte
Turkmenistan ligger i Centralasien ud til Det Kaspiske Hav og grænser op til Kasakhstan i nordvest, Usbekistan i nordøst, Afghanistan i sydøst og Iran i sydvest. Turkmenistan er fuld af ældgamle monumenter der har overlevet tidens tand. Du kan f.eks. opleve Nisa, der engang var Partherrigets kongers bolig, Kunya-Urgench ved Dashoguz der er fuld af middelalderbygninger, Ekedeshik der er en underjordisk huleby fra år 100 f.Kr. og den endnu ældre by Merv nær Mary.
Kærlighedens hovedstad
Turkmenistans hovedstad er Ashgabat, der betyder kærlighedens by på persisk. Ashgabat ligger mellem Kara Kum ørkenen og bjergkæden Kopet Dag tæt på grænsen til Iran. Ashgabat har blomstrende parker, storslået arkitektur, skulpturer, store fontæner, museer og monumenter.
Næsten religionsfrihed
Landet er meget religiøst og langt de fleste er sunni-muslimer. Der er officielt religionsfrihed, men kun praktiserende muslimer og ortodokse kristne har egentligt religionsfrihed. Landet har mange moskeer, minareter, mausoleer samt andre religiøse bygninger spredt udover landet. Turkmenistan er også kendt for deres flotte tæpper, der ofte kan ses på diverse basarer, eller på tæppe museer hvor man kan se verdens største tæppe.
Dinosaurfodspor og evig ild
Turkmenistan har meget ørken, men også en del oaser. Landet har også underjordiske søer, høje bjerge og dybe sprækker. Et specielt naturfænomen er det fascinerende brændende Darvaza Gas Crater, der er et stort krater midt i ørkenen der har brændt konstant siden 1971.
Et andet anderledes naturfænomen er dinosaurfodspor fra juratiden sydøst fra Turkmenabat. Fodsporene er 150 millioner år gamle og er mellem 20-70 cm store.
Ørkenræve, gyldne heste og sorte enker
Turkmenistan har en del forskellige dyr, deriblandt den gyldne Akhal-Teke hest, der menes at være forfaderen til nutidens raceheste. Dromedarer ses overalt i landet, vandrende rundt mellem sandklitter og gamle monumenter. Det er ikke usædvanligt at se ørkenræve, ugler og det almindelige ørkenegern. Turkmenistan er også hjemsted for fugleedderkopper og sorte enker, men det er sjældent man ser dem.
Læs mere om de mange store oplevelser der venter på dig i Turkmenistan – Du vælger selv hvilke: Ashgabat, Darvaza Gas Crater, Dashoguz, Det Kaspiske Hav, Ekedeshik, Mary, Turkmenabat
Silkevejsrejsers individuelle rejseforslag i Turkmenistan – Rejser i Turkmenistan kombineres let med Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Iran og Kasakhstan.
Skriv gerne hvis du ønsker mere information om rejser til Turkmenistan