

Khorezm i Usbekistan
Khorezm i Usbekistan
Khorezm i den sydøstlige del af den autonome republik Karakalpakstan er et af de ældste kulturområder i Centralasien. I tidlige skrifter fra den arabiske erobringsperiode kaldes Khorezm landet med “titusinder af fæstninger”. Arkæologer har da også fundet og delvist udgravet snesevis af gamle byer med ruiner af store slotte og kongelige paladser.
De mest berømte af dem er Toprak-Kala, Janbas-Kala, Koy-Krylgan-kala, Kyzyl-Kala og Ayaz-Kala. “Kala” betyder løst oversat fæstning. Ruinerne er temmelig vejreroderede, men imponerer stadig med deres kolossale størrelse og man kan kun forestille sig hvor stort og magtfuldt området må have været.
Khorezm er næsten 3.000 år gammel og er dermed den ældste kultur i Centralasien. Khorezm´s kultur er lige så gammel som eksempelvis Egyptens, Mesopotamiens og Indiens kulturer.
Zoroastrianismens arnested
Khorezm kan desuden med rette betragtes som oprindelsessted for en af verdens ældste religioner – Zoroastrianismen. I zoroastrianismens hellige bog Avesta beskrives det at den gamle religion er opstået i Greater Khorezm, som inkluderer nutidens Karakalpakstan, Turkmenistan, Afghanistan samt Iran, hvor religionen stadig dyrkes, i særdeleshed i byen Yazd. Der er dog uenighed om, præcis hvor Avesta blev skrevet, men de fleste forskere mener, at det skete i Nutidens Khorezm.
Et af de mest interessante mysterier omkring Khorezm er spørgsmålet om hvorvidt den “ariske nation” har sit udspring netop her. Mange nationer i Asien og især i Europa har historisk set forsøgt at bevise deres tilhørsforhold til den ariske race, men kun dette område matcher med geografiske og naturlige beskrivelser i det hellige skrift Avestaen som “Ariana Vaychoh” – Levested for ariere.
Læs mere om de mange store oplevelser der venter på dig i Usbekistan – Du vælger selv hvilke: Bukhara, Ferghana Valley, Karakalpakstan, Khiva, Nuratau-Kyzylkum, Samarkand, Shakrisabz, Tashkent, Termez
Silkevejsrejsers individuelle rejseforslag i Usbekistan – Rejser i Usbekistan kombineres let med Kirgisistan, Tadsjikistan, Kasakhstan, Afghanistan og Turkmenistan.
Skriv gerne hvis du ønsker mere information om rejser til Khorezm i Usbekistan