Usbekistan Off the beaten track med Silkevejsrejser

Rejser til Usbekistan

Off the beaten track

Silkevejsrejsers individuelle rejser arrangeres på baggrund af grundig dialog mellem dig og os. Dette er derfor udelukkende et rejseforslag i overskrifter til inspiration og overblik.

Du har derfor maksimal indflydelse på eksempelvis hotelstandarder, grad af forplejning, sammensætning af seværdigheder og den enkelte dags aktiviteter.

Læs mere om fordelene ved Silkevejsrejsers individuelle rejser.

Dag 1: Ankomst til Tashkent

Du modtages i lufthavnen af Silkevejsrejsers lokale repræsentant. Da de fleste fly til Tashkent ankommer tidligt om morgenen, sørger vi for tidlig indtjekning på hotellet, så du kan hvile dig lidt.

Om eftermiddagen kan der arrangeres en guidet citytour i Usbekistans ofte oversete og charmerende hovedstad Tashkent, hvor du kan besøge bla. den sprudlende Chor-Su bazar, uafhængighedspladsen, Tashkents overdådigt udsmykkede metro, Amir Timurpladsen og ikke mindst Khast-Imamkomplekset med dets smukke moskeer, madrassaer og mausoleum.

Læs mere om Tashkent

Dag 2: Tashkent - Nukus - Aralsøen - Nukus

Du tager et tidligt morgenfly til Nukus som er hovedstad i den relativt ukendte autonome republik Karakalpakstan. Du modtages i lufthavnen af Silkevejsrejsers lokale repræsentant, hvorpå I kører mod den lille by Muynak og det som er tilbage af Aralsøen.

I 1960 var Aralsøen verdens fjerde største sø med havne, omfangsrig flora og fauna samt en stor fiskerflåde. Aralsøen er i dag nærmest forsvundet og i den lille by Muynak, kan man se det bizarre syn af rustende skibsvrag liggende midt i den ørken, som engang var Aralsøen.

På vejen tilbage til Nukus kan der arrangeres besøg på en kæmpemæssig muslimsk gravplads som udover almindelige menneskers sidste hvilesteder også byder på virkeligt imponerende mausoleer for betydningsfulde religiøse ledere.

Læs mere om Nukus, Aralsøen og Karakalpakstan

Dag 3: Nukus - Khorezm - Khiva

Karakalpakstans hovedstad er kun 80 år gammel og derfor anlagt efter en typisk funktionel sovjetisk byplan. Det meste af byen står i skærende kontrast til mange andre usbekiske byers overdådighed af farvestrålende monumenter, men Nukus har sin helt egen rustikke charme.

Nukus huser, på trods af sin placering, et af verdens fineste kunstmuseer – Savitsky Art Museum, som også går under navnet Østens Louvre. Uanset om du interesserer dig for kunst eller ej er det et besøg værd før den videre færd – Alene pga. historien om Igor Savitskys heroiske indsats for at redde forbudt kunst under Sovjettiden.

På vej til Khiva kan du besøge Khorezm – Et af de ældste kulturområder i Centralasien, hvor den næsten 1.800 år gamle fæstning Toprak-Kala, på trods af århundreders erosion vidner om en stor kulturs hjemsted.

Læs mere om Khorezm

Dag 4: Khiva

Khiva er langt mindre kendt end Bukhara og Samarkand og besidder derfor en mere rustik og autentisk charme, hvor befolkningen bor side om side med den gamle bys store, smukke monumenter indnfor den majestætiske bymur.

Der kan arrangeres en guidet citytour, hvor du kan opleve alle de smukke og historisk interessante seværdigheder indenfor Khivas dramatiske bymur, hvor Usbekistans højeste minaret Islam-Khoja på hele 56 meter og den ufærdige minaret Kalta-Minor fremstår særligt smukke.

Khiva er i sær fotogen i aftenskumringen, hvor solen maler byen i varme røde og orange farver.

Læs mere om Khiva

Dag 5: Khiva - Bukhara

Datidens handelsruter gik gennem den barske Kyzylkumørken, på samme måde som nutidens moderne landeveje gør det.

Når du fortsætter din rejse østpå mod Bukhara, får du hurtigt en fornemmelse af de barske forhold, som de gamle karavaner rejste under, da Silkevejen var på sit højeste.

Samtidig er det også tydeligt at Silkevejen stadig lever – Det er ikke usædvanligt at se rækker af lastbiler registreret på kinesiske, tyrkiske og sågar baltiske nummerplader.

Du kører langs den gamle sagnomspundne Oxusflod, som danner grænse til Usbekistans nabo Turkmenistan og ankommer til Bukhara sidst på eftermiddagen.

Læs mere om Bukhara

Dag 6: Bukhara

Der kan arrangeres en halvdags eller en heldags guidet citytour i Bukhara, som pga. byens meget centrale placering på Silkevejen rummer mange af Usbekistans og Silkevejens absolut største seværdigheder.

Et af de mest iøjnefaldende og smukke bygningsværker i Bukhara er den karakteristiske Chor-Minor moské med de fire turkisfarvede minareter.

Bukhara var helt indtil dannelsen af den usbekiske sovjetrepublik i 1924 magtbase for skiftende khaner og emirer, hvilket du kan få et enestående indblik i ved at besøge det legendariske fort lige i udkanten af den gamle by.

Bukharas livlige bazar med det velduftende krydderimarked, som endnu engang understreger de gamle handelstraditioner langs Silkevejen, er også et besøg værd.

Læs mere om Bukhara

Dag 7: Bukhara - Nuratau - Aydarkul

I den nordlige del af det centrale Usbekistan tæt på grænsen til Kasakhstan finder du Nuratau-Kyzylkum Biosphere Reserve, som viser dig en helt anden side af Usbekistan langt væk fra turkisfarvede kupler.

Den sydlige del af området er bjergrigt med små landsbyer spredt rundt i landskabet, mens den nordlige del, tæt på den menneskeskabte sø Aydarkul er et tørt og barsk stepppelandskab.

På vejen mod Aydarkul kører du gennem hovedbyen Nuratau, hvor du kan besøge resterne af et af Alexander den Stores fæstninger.

Ikke langt fra Aydarkul tilbringer du natten i en traditionel rund yurt – De centralasiatiske nomaders foretrukne bolig.

Læs mere om Nuratau-Kyzylkum
Læs mere om Alexander den Store

Dag 8: Aydarkul - Samarkand

En afslappende dag hvor du besøger Aydarkul om formiddagen og spiser frokost ved søens bred, hvis vejret tillader det.

Om eftermiddagen fortsætter i rejsen mod sagnomspundne Samarkand.

Dag 9: Samarkand

Samarkand er uden tvivl Usbekistans største turistattraktion, men man forbløffes over hvor få turister der egentlig er i byen.

Der kan arrangeres en halvdags eller en heldags guidet citytour i Samarkand som, i lighed med Bukhara, rummer mange af Usbekistans og Silkevejens absolut største seværdigheder.

Det er meget tydeligt i gadebilledet, at byen har været knudepunkt på datidens største handelsrute Silkevejen, da du vil opleve lokale med typiske østasiatiske, arabiske, indiske og europæiske træk.

Oplevelserne står i en lang kø i Samarkand, men Registan Squares smukke turkisblå minareter, kupler, moskéer og madrassaer er et absolut højdepunkt.

Et andet stort og yderst fascinerende højdepunkt er astronomen og matematikerens Ulugh Begs observatorium, hvor han så tidligt som i 1420´erne, manuelt beregnede årets længde med kun et minuts fejlmargen.

Ulugh Begs beregning af jordens hældningsakse på 23,52 grader er stadig gældende i dag – Godt 600 år senere og helt uden brug af optiske hjælpemidler !

Ulugh Begs liv og levned var fascinerende på mange måder – Han var barnebarn til Usbekistans stamfader, krigsherren Timur Lenk og blev halshugget på sin egen søns befaling.

Læs mere om Samarkand
Læs mere om Ulugh Beg

Dag 10: Samarkand - Shakhrisabz - Termez

Du forlader Samarkand og fortsætter rejsen sydpå til Shakhrisabz og Termez.

Ved ankomst til Shakhrisabz kan der arrangeres en guidet citytour i den by, som spiller en meget væsentlig rolle i det moderne Usbekistans selvforståelse og higen efter en identitet efter den pludselige selvstændighed fra Sovjetunionen.

Shakhrisabzs historie kan spores godt 2.700 år tilbage, men er mest berømt for at være landsfaderen Timur Lenks føde-og regeringsby. Timur Lenk byggede det imponerende Ak-Saray palads, som stadig dominerer byens silhouet.

Sent på eftermiddagen vil du ankomme til Termez på grænsen til Afghanistan.

Læs mere om Shakhrisabz
Læs mere om Timur Lenk

Dag 11: Termez - Fly til Tashkent

Termez, som ligger på Amu Darja flodens bred, der danner grænse til Afghanistan, er en meget spændende og interessant by, som ligger i forfriskende grønne og frodige omgivelser med en befriende afslappet stemning i gadebilledet, hvor det centrale marked er en helt dominerende begivenhed.

Termez er enestående, da området har fungeret som det mest betydningsfulde buddhistiske magtcentrum i Centralasien. Termez har ligeledes altid haft en strategisk betydning senest i 1979 og 2001, hvor henholdsvis Sovjetunionen og FN-ledede styrker invaderede Afghanistan ved at krydse The friendship bridge i Termez.

Der kan arrangeres en guidet rundtur til de mange enestående seværdigheder i området. Også det arkæologiske museum i Termez er et besøg værd.

Om eftermiddagen flyver du til Tashkent, hvor du modtages i lufthavnen af Silkevejsrejsers lokale repræsentant.

Læs mere om Termez

Dag 12: Tashkent - Kokand - Ferghana

Fra Tashkent sætter du kursen østpå til Ferghana Valley, som er en del af Usbekistan med sin helt egen sjæl. Undervejs krydser du det smukke Kamchikpas på 2.267 moh. før det går nedad mod Kokand i den vestlige del af Ferghana Valley.

Kokand er en af Usbekistans ældste byer og var for blot 200 år siden hovedstad i det meget omfattende og rige khanat med samme navn. Der kan arrangeres en guidet citytour til nogle af Kokands største seværdigheder hvor byens khanpalads samt Kamol-Kazy og Norbut-biy madrassaerne er et spændende bekendtskab.

Du ankommer til Ferghana sidst på eftermiddagen.

Læs mere om Ferghana Valley, Rishtan og Margilan

Dag 13: Ferghana - Margilan - Rishtan - Tashkent

Ferghana by fremstår relativ anonym, men der er det mest fantastiske marked, hvor du kan købe alt fra en helt specifik reservedel til din Lada fra firserne, over tøj og alverdens husholdningsartikler, til et komplet stuemøblement. Markedet er virkelig en oplevelse at udforske.

Ferghana Valley er især kendt for to ting – Keramik og Silkeproduktion.

I landsbyen Rishtan produceres den keramik, som du finder i praktisk talt hele Usbekistan. Det er en lang håndværkstradition, som kan spores 800 år tilbage i tiden og som går i arv fra generation til generation. Du kan overvære processen fra lerklump til glasering på keramikværkstedet.

Margilan er en af de ældste byer i Usbekistan og var allerede kendt i antikken pga. en enestående silkeproduktion, som holdes i hævd den dag i dag. Der er fundet silkeprodukter fra Margilan, så langt mod vest som Grækenland.

Det er selvfølgelig muligt at opleve hele den fascinerende proces hele vejen fra puppe til færdigt produkt.

Efter en spændende rundtur i Ferghana Valley returnerer du til Tashkent.

Læs mere om Ferghana Valley, Rishtan og Margilan

Dag 14: Afrejse fra Tashkent

Du bliver kørt i lufthavnen, når det er tid til afrejse fra Tashkent.

Nyhedsbrev